- eller det vil sige, jeg er egentlig fra Roskilde (det var noget med R!) - og jeg holder af, at fortælle at min dåb var noget helt særligt, og her naturligvis underforstået, at så blev jeg det også ved samme lejlighed. Og det blev jeg, i hvert fald for to mennesker; Ham der døbte mig, og så jeg, der nyder herlighedsværdien ved dåbsfortællingen. Hæng på!
Lige rundt hjørnet ved Stændertorvet ligger kirken med de to spir (som Christian 4. vist fik sørget for kom til på toppen af tårnene). I 1969 stod min faster med mig på armen i en række af andre, der stod ligesådan. Det var en biskop, der forestod dåbshandlingerne den dag, og min faster blev af ham bedt om at gå bagerst i rækken. Man kunne få den tanke, at den venlige mand tænkte, at jeg så sødest ud og måske derfor også var mest medgørlig og kunne vente længst uden at starte et barnekor af skrig og skrål. Måske.
Men sådan er historien ikke; Jeg skulle bagerst i køen, fordi han ville have historien om dåbskjolen, og han ville have den til sidst, fordi det var hans sidste kirkelige handling. Kjolen blev brugt til dåb første gang i 1897, og udover navene på de mange der er døbt i kjolen, så er også det første årstal broderet på den, så der ikke er tvivl (det er skøn-broderiet på billedet, og det som biskoppen bemærkede). 
Så! 
Ikke nok med, at jeg er døbt af en biskop, jeg er også hans sidste kirkelige handling. Hans portræt hænger på væggen i kirken sammen med de andre biskopper - og er jeg i Roskilde, hilser jeg pænt på og takker for sidst. Jeg må med skam melde, at jeg ikke kan huske, hvad han hed, men heldigvis er der årstal på portrætterne i kirken, så det gør det lettere at finde den rigtige. Jeg er døbt i oktober 1969.  Det er ret ligegyldigt, men historien er meget sød. Ikke?
Og nu ved du lidt om mig - og hils endelig biskoppen fra mig, hvis du står i Roskile Domkirke og betragter portrætterne.